Mars

Jeg så Mars igen i dag.
Den hang over horisonten
Så blid og blød
Men ikke en stjerne.

Jeg tænder en smøg.
Det var ikke nattens sidste smøg.
Men en smøg var det alligevel.
Jeg ser ud over byen.
Jeg ser varmedisens flimren
Henover tusinde jordstjerner
Spejlende i den varme luft.
Kan det passe, hver nat skal være sådan her?
Jeg plejede at skrive dagbogsindlæg i en bog.
Så skiftede jeg til computeren.
Så skiftede jeg til bogen igen.
Nu ved jeg ikke hvad der kom først.
Jo, det gjorde bogen, men når jeg skal holde sammen på det hele
Så er det svært.
Det er det sværeste af det svære.

Jeg retter mig op og læser linjerne her igen.
Hvorfor skal jeg skrive det her?
Hvorfor bliver jeg meta?
Er det fordi jeg selv vil se hvad jeg oplever,
Eller er det for andres skyld?
Skal de vide helt præcist hvad jeg tænker,
Eller er de udenfor min sfære nok til at
Det ikke giver nogen mening?
Jeg har før forsøgt mig med lyrik.
Det blev lange sætninger
Og dyrebare ord
Indsvøbt i plastik.

Jeg burde lade være
Jeg ser på en ny flaske
En ny etiket
Det er måske min svaghed
At de er så forbandet smukke.
Dygtigt håndværk kommer sjældent alene.

Kæresten er gået i seng for længst.
Jeg er ikke i en farezone mere
Men jeg ved min egen farezone er overskredet.
Den taler til mig i det fjerne.
Er det ikke ok?
Jeg kan pludselig skrive.
Det kunne jeg ikke før.
Har det noget at gøre med det?

Jeg bliver til nutid
For nutid er før datid
Og jeg skriver nu
Eller nu
Eller rettere nu.

Jeg har lige læst en masse gamle blogindlæg
Ikke mine egne.
Ikke de hjertefyldte
Men noget lignende.
Om at være queer.
Og være ved siden af.
Jeg har en del på hjertet.
Før i tiden ville jeg have grint af mig selv.
Måske slået fast med syvtommers søm
At jeg ikke skulle skrive.
Men jeg har nu ordet i min magt.
På mange punkter.
Jeg er min leg med metaforer
Genkender de fleste scenarier.
Jeg kan se,
At jeg ikke er alene længere.

Klokken er snart 2 og jeg kan ikke sove.
Det er ikke unormalt men det er træls.
Godt gammeldags træls.
På godt jydsk: træls.
Jeg er træt af at jeg ikke kan sove.
Jeg er træt af at jeg ikke kan blive træt.
Jeg er hellere vågen en hel nat for at se solopgangen end at sove.
Hvorfor?
Jeg vil gerne finde ud af hvorfor.
Men jeg nyder nu mest af alt
Den nye udsigt fra mit vindue
Jeg kan se til stadion herfra
Er det statiske, elektriske nordlys
Ikke mere end en skygge
På himlen.
Og jeg kan se Mars igen i dag.

Unending dream

I glance out of the garden gate

I see the world spin

In one last bliss

While the echoing bombs fall.

 

A tender sharp moment

A hand to grasp

A breath and a sigh,

but still we linger.

 

Minutes tick by like years

The world crumbles away

The open chasm cleaves the earth

And we look into nothingness.

 

One last glimpse of what was dear to me

One last memory of everything I knew

Until I fall and fall.

Into the nothingness.

 

Warmth consumes

Darkness envelopes

I don’t know where the light comes from

But it burns my eyelids

Everything is dark

When I open my eyes.

 

There’s nothing to hold on to

Nothing to see or grasp.

Just endless screams

And the huge blast

Of the bomb behind

And the bomb in front

Burning my face

Like a desert sun.

 

Everlasting destruction

Hell-fire spits out its tongues

Crumbling gates to Heaven and Hell

We’ll all soon be gone.

Nattens Guirlander

Første Guirlande

Skal jeg fortælle alt hvad der er sket

For at folk forstår mig?

Eller er det vigtigere

At fokusere på de få ting i livet,

Der former mig til den, jeg er?

Jeg kan ikke længere adskille dagenes trivialiteter.

Hvis jeg kunne var de for længst smidt over bord

Sammen med rådne Strunge og den gyselige gotik

Som jeg finder fuld af klichéer.

Jeg forsøger at samle tankerne

Der strider afsted i strømme,

Bløde kurvede guirlander

Der former sig som en drøm.

Jeg ved ikke hvor det næste ord bevæger sig hen

Men jeg brækker mig og tømmer min sjæl

Blæk på papir,

Måske er det rødt på grønt,

Kontrastfarver ligesom sort på hvidt

Men dog forskelligt.

For du vil læse det anderledes.

Du vil tolke det anderledes.

Du vil være det anderledes.

Jeg vil være det anderledes.

Er det for meget forlangt,

At jeg er anderledes?

Jeg behøver ikke engang at råbe det.

Nu til dags er der mør og mas

Med at finde sig til rette

I den rette parket.

Man strider hårdt mod hårdt

Mens regnen børster mod hårene,

Og råber kærligt i ørerne

At de er fulde af vand.

Varm luft og perfide gener.

Man bliver tung om hjertet

Når man hører

At der er nye døde krigere

Og savnede helte

Der går til grunde

For en uudgrundelig grund.

Man får aldrig svar.

Man savner altid.

Det gør kun tingene værre.

Jeg rækker hånden ud og lader regnen danse på mine håndflader.

Er stemningen vendt eller glemt eller noget helt tredje?

Jeg sejler min egen sø

Over bebyggelse så nær og fjern

At jeg kan se det med det blotte øje.

Men det tager timevis at komme dertil.

Herfra og dertil.

Det er en livsvandring,

En pilgrimsfærd,

Og for enden venter kun tomme løfter

Fulde strofer

Sang fra et paradis der aldrig bliver.

Det bliver kun fjernere og fjernere.

Som livet farer forbi og vanskeliggører

Alle de ting man ønskede,

Alle de drømme man havde,

Alle de håb men forsøgte at stræbe efter,

Alle de løfter man ikke kunne holde.

Hele verden ligger foran mine fødder

Men jeg vil heller ligge her

I glemsel og sang

Om et fuldt paradis.

 

Livsomspændende Legesyge Hvisker

Han hvisker ikke altid

Det er kun nogle gange.

Når livet er svært

Eller du er hårdt ramt

Af alderdom og fattigdom og trolddom.

Du får ikke din recept stukket i hånden længere.

Alting flyder i en æter af idéer og informationer.

Hvis man kunne se,

En dag, alle de tråde der binder os sammen.

Ikke kun nu men også de forrige.

Hvor meget ville det gøre en forskel?

At man kan se hvordan historien gentager sig selv?

At facebook og Twitter og whatnot gør os dumme?

Gør os hadske?

Gør os fjendtlige?

Racistiske?

Nationalistiske?

Indspist hummus med en tang af salat

På sidevognen ligger resten af det blodlimede kød

Klar til indtægt, klar til fortæring, klar til afsætning.

Højest bydende er de første i rummet.

For de har penge og ved hvad der er godt.

Det siger de selv.

Men når en dag Thors Hammer slår dem ned

Og rammer husets gyldne bjælker,

Kan de give afkald på deres frisør?

Deres chauffør?

Deres interiør?

De ved hvad der er godt

Så længe livet er godt.

Måske kan de tro,

At livet altid er godt?

For det har aldrig været ondt.

Man har klaret sig.

Man har stået igennem.

Men der var altid plads til det,

Vi andre kalder luksus.

Ikke fordomsfuldt,

Næh, såmænd blot en gisning.

En guirlande af de mange.

 

Morgenguirlande

Jeg så solen rejse sig.

En spotlight på livets skuespillere.

Den våde dis ligger tåget hen

Over blygrå himmel og blåligt vand.

Der er stille, som i stille timer.

De timer, du aldrig oplever.

De timer hvor du hører flere mennesker

End du hører maskiner.

Lysreguleringen lyser op

Men standser ingen biler.

Du sukker svagt og tænder en smøg

Og mener hvad du siger.

Du gransker din egen ulyksalighed,

Mens vejrtrækningen i sengen dulmer din smerte.

Du ved ensomhed og tosomhed

Er kommet for at blive.

 

Fremtidsguirlande

Om 50 år er intet som det er nu.

Vi må belave os på den tanke.

Det er ikke apokalyptisk ment.

Det er snarere en state of fact.

Der er ikke noget du kender nu,

Som vil vare ved.

Hverken af egen eller din vilje.

Det hele må ende i et brag.

Det brag der løsner sjælen fra dine knogler.

Sådan går det også alt andet.

Os, andre, alle, det hele.

Alt.

Systemet, samfundet, livets grusomheder,

Den spirende lykke i dit svælg

Der vælger glædestårer frem for dryssende mundvige.

Du skærper dine sanser mod det ufravigelige.

Du træner, du knogler, du spiser sundt og drikker kildevand som honning.

Der er bare ikke andre,

Der har overlevet livet på den måde.

Endnu.

Hvis vi alle så verden i verdens perspektiv.

Stoppede med at tro menneskeopfundne guddomme er mere værd en mennesker.

Hvis vi spolede tiden tilbage,

Ville vi stadig dø.

Måske gladere.

Måske lykkeligere.

Måske klogere.

Men vi ville stadig

Dø.

Death

026Is it the only way out to stop your heart?

Is it really what you want?

To be free from everything that you thought

You’d love right from the start.

 

Is it right to do what’s wrong?

Is it wrong when the feeling is so strong?

To be honest when you just don’t care

Or to be safe when you’re no longer there?

 

Have you thought of the void beyond our now?

Did you get a message from the lonesome crow?

Did a scream escape your lips

When the numbness reached your fingertips?

 

It’s not a long process for you

It’s not a journey to get it through

You can choose to let it end

But what life you may just have spend.

Misguided

Swirling in and out

Stars of regret above

A deep movement within

The sound of a beating heart

Rumbles beneath.

 

Which way am I to turn?

Where did I go and

Where have I gone?

 

The earth twirls quickly

Revolving around illusionary

Streams and spurs

Of laughter and joy

All too far away to see.

 

I just want to give away

And swirl in

My sombre melody.

 

Earth shakes violently

Takes hold of the banging bells

Sporadic panic attacks

Displaying thrashing lies.

 

The deep within itself

Holds no promise

Of love.

 

Everyone is gone

Only you and I

Can fix this.

Scratch

The tick, the itch.

Like the tick of a clock

Then the following itch.

Resemblance was dignified.

Couldn’t miss it,

Even if you tried to.

There was no escape.

The skin seared,

A flickering,

Snakes and slugs crawling

Out of reach from your

Broken fingertips.

If you scratched enough,

It ceases,

But only a moment.

Then it would be back,

Full-blown force

Distinguished from the other feelings of

Your body.

Hair bulged in pores,

Pressing on the surface

To be released,

Only the slow metamorphose

Could relieve the pressure.

It beat upon the blood streams,

Insanely unnerving migraine,

Compelling you to lie still and

Do nothing.

Nothing but scratch

Flaking, clotted blood,

Stuck under the nails.

It pierced the skin.

Wounds appeared

Where wounds

Had not been

Moments ago.

The smell dug

Into nostrils.

Old cow.

Dead pig.

Wet dog.

Heavy and sultry,

The smell of rain

And moist soil.

But also blood.

The stench was inconceivable,

All-time present

Reminder of what was happening.

Mud and blood

Mingled with gun-powder,

Sulphur poured into the

Open cracks

Contaminated

The water-supply of the body.

Veins turned ashen

Blue and black,

Stalled old pipes.

Barbed-wire cut lesions

As deep as trenches

Surrounding you,

Pouring out puss of

Inflamed holes.

The tick, the itch.

Scratch

Cloudy

Anonimity,

Enemies

And dank, dense

Divinity.

 

Angry,

Disguise

And volatile, violent

Pastry.

 

Through smog

Pouring rainbow window

Thick hazel-thicket

Prickling thorns

Impaling the cricket;

A cotton-dusty daisy

Shimmering in the sun.

 

Blanket widows

Bathing blissfully bare

Bereft of fallen fantasies

And powder burns

On their skin;

Lasting love

Likely to be destroyed.

 

I lost my will to live

In the horizon

Beyond time,

Where trees wither and die

And the point of no return

Greets a mourning son.

 

Absentee

Elevated

And dreamy, dancing

Gravity.

 

Sugar-topping

Candy-cup

And flowery, unfolded

Cotton.