Mars

Jeg så Mars igen i dag.
Den hang over horisonten
Så blid og blød
Men ikke en stjerne.

Jeg tænder en smøg.
Det var ikke nattens sidste smøg.
Men en smøg var det alligevel.
Jeg ser ud over byen.
Jeg ser varmedisens flimren
Henover tusinde jordstjerner
Spejlende i den varme luft.
Kan det passe, hver nat skal være sådan her?
Jeg plejede at skrive dagbogsindlæg i en bog.
Så skiftede jeg til computeren.
Så skiftede jeg til bogen igen.
Nu ved jeg ikke hvad der kom først.
Jo, det gjorde bogen, men når jeg skal holde sammen på det hele
Så er det svært.
Det er det sværeste af det svære.

Jeg retter mig op og læser linjerne her igen.
Hvorfor skal jeg skrive det her?
Hvorfor bliver jeg meta?
Er det fordi jeg selv vil se hvad jeg oplever,
Eller er det for andres skyld?
Skal de vide helt præcist hvad jeg tænker,
Eller er de udenfor min sfære nok til at
Det ikke giver nogen mening?
Jeg har før forsøgt mig med lyrik.
Det blev lange sætninger
Og dyrebare ord
Indsvøbt i plastik.

Jeg burde lade være
Jeg ser på en ny flaske
En ny etiket
Det er måske min svaghed
At de er så forbandet smukke.
Dygtigt håndværk kommer sjældent alene.

Kæresten er gået i seng for længst.
Jeg er ikke i en farezone mere
Men jeg ved min egen farezone er overskredet.
Den taler til mig i det fjerne.
Er det ikke ok?
Jeg kan pludselig skrive.
Det kunne jeg ikke før.
Har det noget at gøre med det?

Jeg bliver til nutid
For nutid er før datid
Og jeg skriver nu
Eller nu
Eller rettere nu.

Jeg har lige læst en masse gamle blogindlæg
Ikke mine egne.
Ikke de hjertefyldte
Men noget lignende.
Om at være queer.
Og være ved siden af.
Jeg har en del på hjertet.
Før i tiden ville jeg have grint af mig selv.
Måske slået fast med syvtommers søm
At jeg ikke skulle skrive.
Men jeg har nu ordet i min magt.
På mange punkter.
Jeg er min leg med metaforer
Genkender de fleste scenarier.
Jeg kan se,
At jeg ikke er alene længere.

Klokken er snart 2 og jeg kan ikke sove.
Det er ikke unormalt men det er træls.
Godt gammeldags træls.
På godt jydsk: træls.
Jeg er træt af at jeg ikke kan sove.
Jeg er træt af at jeg ikke kan blive træt.
Jeg er hellere vågen en hel nat for at se solopgangen end at sove.
Hvorfor?
Jeg vil gerne finde ud af hvorfor.
Men jeg nyder nu mest af alt
Den nye udsigt fra mit vindue
Jeg kan se til stadion herfra
Er det statiske, elektriske nordlys
Ikke mere end en skygge
På himlen.
Og jeg kan se Mars igen i dag.

Advertisements

Unending dream

I glance out of the garden gate

I see the world spin

In one last bliss

While the echoing bombs fall.

 

A tender sharp moment

A hand to grasp

A breath and a sigh,

but still we linger.

 

Minutes tick by like years

The world crumbles away

The open chasm cleaves the earth

And we look into nothingness.

 

One last glimpse of what was dear to me

One last memory of everything I knew

Until I fall and fall.

Into the nothingness.

 

Warmth consumes

Darkness envelopes

I don’t know where the light comes from

But it burns my eyelids

Everything is dark

When I open my eyes.

 

There’s nothing to hold on to

Nothing to see or grasp.

Just endless screams

And the huge blast

Of the bomb behind

And the bomb in front

Burning my face

Like a desert sun.

 

Everlasting destruction

Hell-fire spits out its tongues

Crumbling gates to Heaven and Hell

We’ll all soon be gone.