Nattens Guirlander

Første Guirlande

Skal jeg fortælle alt hvad der er sket

For at folk forstår mig?

Eller er det vigtigere

At fokusere på de få ting i livet,

Der former mig til den, jeg er?

Jeg kan ikke længere adskille dagenes trivialiteter.

Hvis jeg kunne var de for længst smidt over bord

Sammen med rådne Strunge og den gyselige gotik

Som jeg finder fuld af klichéer.

Jeg forsøger at samle tankerne

Der strider afsted i strømme,

Bløde kurvede guirlander

Der former sig som en drøm.

Jeg ved ikke hvor det næste ord bevæger sig hen

Men jeg brækker mig og tømmer min sjæl

Blæk på papir,

Måske er det rødt på grønt,

Kontrastfarver ligesom sort på hvidt

Men dog forskelligt.

For du vil læse det anderledes.

Du vil tolke det anderledes.

Du vil være det anderledes.

Jeg vil være det anderledes.

Er det for meget forlangt,

At jeg er anderledes?

Jeg behøver ikke engang at råbe det.

Nu til dags er der mør og mas

Med at finde sig til rette

I den rette parket.

Man strider hårdt mod hårdt

Mens regnen børster mod hårene,

Og råber kærligt i ørerne

At de er fulde af vand.

Varm luft og perfide gener.

Man bliver tung om hjertet

Når man hører

At der er nye døde krigere

Og savnede helte

Der går til grunde

For en uudgrundelig grund.

Man får aldrig svar.

Man savner altid.

Det gør kun tingene værre.

Jeg rækker hånden ud og lader regnen danse på mine håndflader.

Er stemningen vendt eller glemt eller noget helt tredje?

Jeg sejler min egen sø

Over bebyggelse så nær og fjern

At jeg kan se det med det blotte øje.

Men det tager timevis at komme dertil.

Herfra og dertil.

Det er en livsvandring,

En pilgrimsfærd,

Og for enden venter kun tomme løfter

Fulde strofer

Sang fra et paradis der aldrig bliver.

Det bliver kun fjernere og fjernere.

Som livet farer forbi og vanskeliggører

Alle de ting man ønskede,

Alle de drømme man havde,

Alle de håb men forsøgte at stræbe efter,

Alle de løfter man ikke kunne holde.

Hele verden ligger foran mine fødder

Men jeg vil heller ligge her

I glemsel og sang

Om et fuldt paradis.

 

Livsomspændende Legesyge Hvisker

Han hvisker ikke altid

Det er kun nogle gange.

Når livet er svært

Eller du er hårdt ramt

Af alderdom og fattigdom og trolddom.

Du får ikke din recept stukket i hånden længere.

Alting flyder i en æter af idéer og informationer.

Hvis man kunne se,

En dag, alle de tråde der binder os sammen.

Ikke kun nu men også de forrige.

Hvor meget ville det gøre en forskel?

At man kan se hvordan historien gentager sig selv?

At facebook og Twitter og whatnot gør os dumme?

Gør os hadske?

Gør os fjendtlige?

Racistiske?

Nationalistiske?

Indspist hummus med en tang af salat

På sidevognen ligger resten af det blodlimede kød

Klar til indtægt, klar til fortæring, klar til afsætning.

Højest bydende er de første i rummet.

For de har penge og ved hvad der er godt.

Det siger de selv.

Men når en dag Thors Hammer slår dem ned

Og rammer husets gyldne bjælker,

Kan de give afkald på deres frisør?

Deres chauffør?

Deres interiør?

De ved hvad der er godt

Så længe livet er godt.

Måske kan de tro,

At livet altid er godt?

For det har aldrig været ondt.

Man har klaret sig.

Man har stået igennem.

Men der var altid plads til det,

Vi andre kalder luksus.

Ikke fordomsfuldt,

Næh, såmænd blot en gisning.

En guirlande af de mange.

 

Morgenguirlande

Jeg så solen rejse sig.

En spotlight på livets skuespillere.

Den våde dis ligger tåget hen

Over blygrå himmel og blåligt vand.

Der er stille, som i stille timer.

De timer, du aldrig oplever.

De timer hvor du hører flere mennesker

End du hører maskiner.

Lysreguleringen lyser op

Men standser ingen biler.

Du sukker svagt og tænder en smøg

Og mener hvad du siger.

Du gransker din egen ulyksalighed,

Mens vejrtrækningen i sengen dulmer din smerte.

Du ved ensomhed og tosomhed

Er kommet for at blive.

 

Fremtidsguirlande

Om 50 år er intet som det er nu.

Vi må belave os på den tanke.

Det er ikke apokalyptisk ment.

Det er snarere en state of fact.

Der er ikke noget du kender nu,

Som vil vare ved.

Hverken af egen eller din vilje.

Det hele må ende i et brag.

Det brag der løsner sjælen fra dine knogler.

Sådan går det også alt andet.

Os, andre, alle, det hele.

Alt.

Systemet, samfundet, livets grusomheder,

Den spirende lykke i dit svælg

Der vælger glædestårer frem for dryssende mundvige.

Du skærper dine sanser mod det ufravigelige.

Du træner, du knogler, du spiser sundt og drikker kildevand som honning.

Der er bare ikke andre,

Der har overlevet livet på den måde.

Endnu.

Hvis vi alle så verden i verdens perspektiv.

Stoppede med at tro menneskeopfundne guddomme er mere værd en mennesker.

Hvis vi spolede tiden tilbage,

Ville vi stadig dø.

Måske gladere.

Måske lykkeligere.

Måske klogere.

Men vi ville stadig

Dø.